Oprindelig artikel skrevet af Tina Syssel Weiss I Maj 2014
Først udgivet i Skyggebladet Juni 2014 (ISSN 2246-6657)
Alle, som er åbne omkring deres heksetro, oplever ind imellem dette spørgsmål. Og hvorfor overhovedet beskæftige sig med dette spørgsmål i et blad for andre hekse?
Der er mange svar på dette, og for at vise den alsidighed, som netop er kendetegnet for hekseverden, så vil vi bringe en fortælling om en ny heks i hvert medlemsblad. Vores vej ind i magiens verden og ud af kosteskabet er alle forskellige. At høre andres historie kan hjælpe os alle med at hvile i vores egen tro og virke. Det er vigtigt at vise vores alsidighed, for her i ligger en del af vores styrke. Når vi alle kan bidrage med lidt, så kan vi tilsammen det hele. Nogen er gode med healing, andre kender hver en sten eller krystal, andre er gode til varsler.
For mig startede det hele med en bog om urter.
Eller måske startede det allerede før det, eller måske var det blot en lille forløber og starten kom først meget senere? Jeg ved det snart ikke længere. Som barn var jeg glad for naturen. Jeg nød at lege ude i det grønne, at mærke vinden i håret og græsset mellem mine tæer. Jeg nød ensomheden med mine tanker og fantasivæsner. Når jeg fik lov at være ude efter mørkets frembrud, så følte jeg mig lykkelig. Især månen og stjernerne talte til mig. En lille anekdote om en urt, der kunne spises, og en anden man kunne lave the af, gjorde mig glad. Jeg stjal min mors bonderoser fra busken og lavede duftevand af dem. Men jeg var jo ikke heks blot fordi jeg lavede den slags. Min mor havde en bog om helbredende urter, som jeg nød at bladre og læse og studere i. Jeg vidste ikke rigtig hvordan urterne så ud, men jeg begyndte at forstå dem og forstå den kraft, som lå i naturen og alt det vi omgiver os med, dog ud fra et medicinsk syn. Men heller ikke dette gjorde mig til heks. Jeg var blot en forvirret ung kvinde, som gerne ville passe ind i en helt normal verden, men som alligevel altid faldt igennem, og som følte sig mest lykkelig i tæt kontakt med natten og naturen.
Først i starten af 20’erne begyndte jeg at finde ind til mig selv ved at finde mine indre værdier, ønsker og behov.
Jeg læste og søgte, snakkede med andre og faldt over Wicca. En religion hvor man har naturen i højsæde, hvor man bruger urterne og som ser en symbiose mellem guden og gudinden, det kvindelige og det mandlige i stedet for kristendommen med sin patriarkalske form. Jeg fik den der følelse af, at hvis bare det passede til mig, så kunne alting blive rigtigt. Men det gjorde det bare ikke. Jo mere jeg læste om andres følelse af at være kommet hjem i Wicca, jo mere overbevist blev jeg om, at det der moderne heksekunst slet ikke er mig. Men hvad så? Det var så tæt på og dog så langt fra. Jeg skubbede det hele væk og gik og surmulede over det i 14 dage. Den kasse passede jeg jo slet ikke ind i.
Men jeg kunne alligevel ikke slippe tanken. Der var et eller andet i heksekunsten, som tiltalte mig. At arbejde med naturen og magi. At møde mig selv og erkende mig selv og mine behov dybt inde. At kunne bruge alt det jeg har inden i mig og omkring mig til at skabe en bedre verden for mig og mine omgivelser. Det var det, som jeg slet ikke kunne lægge fra mig. Og heldigvis for min stædighed. For efter endnu mere læsen og studeren fandt jeg ud af, at heksekunst er meget og andet end kun Wicca. Der er andre som mig, som udvælger hvad de kan bruge i verden omkring dem. Som finder deres egen måde at gøre tingene på og bestemt får det til at virke.
Hvad gør så mig til heks? Hvorfor har jeg valgt netop denne betegnelse?
Jeg arbejder med magi. For mig er magi et spørgsmål om at skabe inddirekte forandringer på mig selv og mine omgivelser. At påvirke verden via elementer, som måske ikke umiddelbart ser ud til at skabe en påvirkning og en ændring. Nogle gange har mine magiske redskaber en forklaring at finde i psykologien, andre gange i naturvidenskaben eller noget helt tredje, fjerde, femte. Det kan også være, at det er elementer, som videnskaben endnu ikke har forklaret. Det er for mig ikke vigtigt hvorfor det virker. Hvis det virker, så har jeg ikke nødvendigvis et behov for at forklare hvorfor. Jeg tror ikke på noget overnaturligt, for jeg tror på, at naturen rummer så mange magiske og fantastiske elementer, at selv det mest ubegribelige er en del af naturen.
Jeg blander urtethe når familien er syg. Jeg hælder gerne specielle urter i maden, hvis jeg mener, at det kan styrke. Jeg blander amuletter til børn, som trænger til ro fra onde drømme eller styrke til skolekoncentration. Jeg mediterer og holder udesidning. Jeg rejser afsted på trommens toner i drømmerejsen og jeg henter styrke fra mine fylger i sejden. Jeg tager varsler i alt som omgiver mig og jeg fremprovokerer varsler når jeg kaster knogler eller spår på anden vis. Måske er det min underbevidsthed som taler til mig. Måske er det energier ude fra som påvirker hvordan knoglerne lægger sig, eller hvilket tarotkort jeg trækker. Jeg er egentligt lidt lige glad. For når alt kommer til alt, så tror jeg på en større sammenhæng imellem alting end som så. Så hvis det er min underbevidsthed som fortæller mig alting, så hænger denne underbevidsthed på en eller anden sær måde også sammen med den skovsti jeg går på, eller fuglene på himlen eller dig? Hvis det er ånder som taler, så er jeg allerede kædet sammen med dem inden jeg laver mit kast, og så hjælper kastet mig blot med at se det jeg før blot skjulte for mig selv. Det betyder egentligt ikke så meget om man tilbeder guder og gudinder. For det hele er en del af et hele. På en gang magisk og og såre naturligt. På en gang er jeg blot en lille brik i et stort spil og samtidig formår jeg at påvirke og ændre alting med mine små handlinger. Som en sommerfugl der basker med vingerne, og måske skaber en storm, eller som en dråbe i havet som spreder sig som bølger.
