“Mørk- og lys-magi mister al betydning,
når vi indser at frygten for ondsskaben i mørket
blot gør os blinde for ondsskaben i lyset.”

Vi havde egentligt en intention om at skrive en artikel med fokus på vintermørket, hvor vi ville se på hvordan vi påvirkes af lyset her på den nordlige halvkugle. Blandt andet hvordan f.eks. D-vitamin mangel forsages af  mangel på sollys, og hvordan det kan medføre depression mm. Men som vi kigge nærmere på emnet, satte det hurtigt skub i andre tanker omkring mørke og frygt.

Der var også en masse ting, som vi kunne have berørt omkring årstiderne, og hvordan mørket og døden spiller en stor del i hedenske traditioner, og hvordan heksekunsten er påvirket af disse gamle traditioner. Men den vinkel vi endte med at tage, blev lidt en anden end først planlagt. I sidste ende blevet til et mylder af tanker omkring mørket, som started med udgangspunkt i nyctophobia og frygten for det ukendte, og ender i det spirituelle mørke.

Frygten for mørket er helt naturlig

Nyctophobia (mørkeræd) kan ses som et overlevelses-instinkt, som et basalt ur-instinkt om man vil. Frygten for mørket har hjulpet vores forfædres overlevelse, ved at hjælpe dem med at undgå farlige situationer. Men nu til dags er det nok de færreste af os der skal frygte at blive ædt af rovdyr i skoven, eller falde over en sovende bjørn som vi udforsker en klippehule. Men vi ikke bare slukke for dybe instinkter vi har udviklet for millioner af år siden.

Frygten for mørket er i bund og grund en helt almindelig angst for det ukendte, som de fleste har oplevet på et eller andet tidspunkt i livet.
Vi har en naturlig evne til at frygte det vi ikke kender, og det vi ikke kan forstå. For mange kan det udvikle sig til en ubegrundet angst for ting der ikke nødvendigvis er synlige eller en del af vores fælles opfattelse af virkeligheden – men det stopper ikke nogle menneskers hjerne for at frygte om der måske står noget lige bag dem i mørket og ånde dem ned i nakken. Det er de skjulte ting, der kan springe ud af intet, og uventet konfrontere os, som til tider kan skræmme os. Som rationelt tænkende menneske, kan man got se at det ofte er en ubegrundet frygt – og at det i mange tilfælde kan være en mental projektion af noget helt andet i vores liv. Frygten for at miste dem vi holder af, blive tvunget ud af vores vante omgivelser, eller miste kontrollen over vores eget liv, er ikke noget vi bør gå og bekymre os over hver eneste dag, men hvad end vi vil det eller ej, er det ofte noget vores underbevidsthed vender for os ganske ofte. Uden vi er bevidst om det, er der nogle dybe mekanismer i de fleste menneskers underbevidsthed, som kan tvinge os til at mærke frygt og angst ved at projicere sig ind i vores virkeligheds-opfattelse – ofte når vi er alene eller i forvejen er ekstra vagtsomme.

Det her den mest basale frygt der ofte forbindes med mørkeræd. Frygten for om der findes farer vi ikke kan se, ligger dybt i os, at den er svær at bekæmpe, og denne dybe angst kan være meget svær at undertrykke når den først er sat i gear.

Sigmund Freud postulerede, at den menneskelige frygt for mørke lå i en manifestering af vores latente separations-angst. Vi mener ikke at frygten for mørket bunder i separations-angst alene, men derimod at det er et samspil imellem flere former for angst og tilpasset adfærd der spiller ind. Det faktum at mange mennesker har en latent angst for mørket, er faktisk ikke så svært at resonere, når man tænker lidt dybere over tingene. Der er tale om en dybere instinktiv frygt for mørket, som langt de fleste mennesker underbevidst associerer direkte med frygt for døden. med andre ord, “Det Store Ukendte Mørke” der sluger os alle før eller siden! Det er hér gyserhistorierne fødes. Det er hér vores primale frygt for mørket giver fødsel til historier der skræmmer os, fantasiens advarsler om hvad der kan ske når vi bevæger os ud i det ukendte – det er her vores evne til at skabe mentale forestilliner meget let løber af med os. Som vi forsøger at skabe en mental logisk forklaring for dét vi ikke kan se eller føle – det er hér virkeligheden meget let flyder sammen med vores fantasi, og det er hér vi intetanende skaber og manifesterer mentale fantasmer der bryder ind i vores virkeligheds-opfattelse.

Scotophobin

I 60’erne blev der lavet en række videnskablige forsøg rotter, med formålet at studere hvordan minder og generel hukommelse fungerer. Et af forsøgene gik ud på at præge rotter, som er naturlige nattedyr, til at udvikle frygt for mørke. Man mente at kunne påvise at mørkeræd var direkte forsaget ved tilstedeværelsen af et peptid hjernen kaldet scotophobin. Denne peptid-kæde af 15 aminosyrer var ansvarlig for at aktiverede forsøgsdyrenes frygt for mørke, ved at forstærke minder om ubehag.

Det skal dog siges, at disse eksperimenter senere er blevet kendt ufyldestgørende, og at der i dag ikke er noget officielt bevis for en peptid der kan udløse mørkeræd. Men selvom man ikke ikke kan forklare mørkeræd med en substans i hjernen, så er ur-frygten for mørket og døden utvivlsomt noget, der ligger latent i de fleste almindelige menneskers sind.

Tilpas i mørket

Der er dog mennesker der føler sig fint tilpas i mørket. For nogen er den rationelle erkendelse af, at den fysiske verden er den samme om vi kan se eller ej, nok til at overmande den underbevidste ængstelse. En af grundene til at mennesker let bliver ængstelige i mørke, er ikke mørket i sig selv, men tabet af en syns-sansen. Vi er normalt meget afhængige af netop visuelle sanser, og derfor føler vi os let sårbare og udsatte når vi frarøves muligheden for at kunne se.

Mennesker der er født blinde, har derimod ikke dette problem, da deres vante virkeligheds-opfattelse ikke hviler på deres visuelle stimuli. Vi kan derfor med ret stor sikkerhed erkende, at frygten for mørke, og for ikke at kunne se, er psykisk betinget. Men siden vi som art har lært at bekæmpe mørket og kulden med lys og ild, har vi søgt trøst i dette. På et meget tidligt stadie i vores arts udvikling, har vi måtte forbedret vores chancer for overlevelse ved at bekæmpe mørket. Frygten for at gå ind i mørket uden at kunne se, har hjulpet vores forfædre med ikke at falde i dybe afgrunde og dø – både metaforisk og meget bogstaveligt. Frygten for mørket var for vores tidlige forfædre ikke kun en frygt for fantomer og onde ånder, men ulve i skogene, dybe huller og afgrunde, og sovende bjørne i klippehuler og baghold fra andre mennesker og rovdyr. Der er tusind gode grunde til at vores urfædre udviklede en fobi for mørket, og det har været en af de tidlige psykologiske mekanismer der har hjulpet os fra ikke at uddø.

Det spirituelle mørke

Der er nogle folk der har en naturlig evne til at søge en bestemt form for dybere viden, specielt når det kommer til det spirituelle og det okkulte. Disse folk har en evne til at stikke nallerne i mørke afkroge, uden en angst for om der er noget der bidder dem, eller om de stikker nallerne i noget ækelt og ulækkert. Nogle mennesker har en meget mere udviklet søgende natur, som virker til at overskrive frygten for det ukendte. På et spirituelt plan har mange mennesker også arvet en dyb frygt for overnaturlige der skjuler sig i mørket. En frygt som kun er blevet forstærket af vores ambivalens for det ukendte, hvor vi bøde frygter og ønsker svar. Denne ambivalens ses tydeligt i gyserfortællinger og horror genren, hvor vi trygt kan udforske det overnaturlige der findes i mørket. Denne underholdning skaber ikke kun muligheden for at udforske vores frygt, men skaber også en kollektiv erkendelse af at der virkeligt ér noget at frygte – også selvom vi på det bevidste plan godt ved at det Hollywood ikke er virkelighed. Problemet er at vores kollektive erkendelse ligger latent i vores underbevidst, og aldrig komer til udtryk på en rationel måde. Du kan læse mere om dette i artiklen her på siden om Ånden i Glasset, som du kan læse om her.

De der vælger at udforske det spirituelle mørke, uden angst for hvad de finder, er ofte også de der er ligeglade med hvad andre mener og siger om dem. For man kan undslippe frygten for mørket, selv hvis man ikke føler den selv. Det er nemlig ofte sådan at de der søger mørket, stadig må leve med andre menneskers frygt. Fordømmelse og formaninger til de der arbejder i det spirituelle mørke, er heldigvis noget man vender sig til.

Mørket i den fysiske verden, og på det spirituelle plan, kan være både beroligende betrykkede. Arbejder man magisk med visualisering og meditation, kan fratagelsen af synet åbnes mere op for de øvrige sanser – og det giver et kæmpe spillerum i vores sind, hvor vi kan gøre det uhyre let at visualisere og manifestere ting ind i vores virkeligheds-opfattelse.
For dem, der gerne vil grave dybere i hvordan man kan arbejde med reel mørke og frarøvelse af ens sanser, kan vi anbefale at se nærmere på “sensory deprivation” og “perceptual isolation” – som kan give et enormt kick til ens magiske opvågenhed og arbejde.

Oprindelig artikel skrevet af Ræveðis I Maj 2014
Først udgivet i Skyggebladet Juni 2014 (ISSN 2246-6657)
Redigeret marts 2018 af Ræveðis og Stormheksen

Her kan du "Syned godt om" og følge vores Facebook side for seneste nyt