“Når du leger med ÅNDEN I GLASSET så leger du med din sjæl! Ånden i glasset er intet mindre end Satan selv.”
Det er i hvert fald den forklaring man ofte får, hvis man har stiftet bekendtskab med modstanden til denne praksis.
Jeg tror ikke der er nogen grund til at jeg forklarer hvad “ånden i glasset” eller “at køre glas” går ud på, da du nok allerede var bekendt med det inden du begyndte at læse denne artikel. Men for lige at få alle med, så er “ånden i glasset” kort sagt en fattigmands-udgave af det klassiske Ouija bræt, et instrument til at kommunikere med “åndeverdenen”.
Vil du gerne vide mere om hvordan du kan “lege ånden i glasset” kan du læse mere om det i artiklen “Sådan spiller du ånden i glasset”
Jeg havde for nyligt en længere snak med en heksevendinde jeg kender, og vi endte med en længere snak om hele “okkultisme panikken” som udspillede sig herhjemme fra midt 80’erne. Det var en panik der poppede op gentagende gange i medierne, og som strakte sig helt op til midten af 90’erne. Vores snak faldt blandt andet på hvordan “Ånden i glasset” flere gange endte som et trækplaster for pressen, når det var agurketid. Vi mindes begge morskaben i hvordan noget så enkelt kunne skabe så meget panik iblandt præster og andre fremtrende personer med spirituel og religiøs baggrund.
Hele polemikken omkring “ånden i glasset” blev meget hurtigt sat i forbindelse med den berygtede “Staniske Bølge” som for alvor var begyndt at skabe bekymring i starten af 90’erne. Hele debatten var egentligt blevet kørt helt af sporet, da indflydelsen fra den nyopståede Black Metal bevægelse i Norge, for alvor begyndte at røre på sig og sprede sig til resten af Norden. “Ånden i glasset” blev dog hurtigt en mindre fodnote i det store hele, og endte som et af flere skræmmeeksempler, sidestillet med “Drager & Dæmoner” (Den nordiske bootleg-udgave af “Dungeons & Dragons”), Heavy Metal musik, Fantasy romaner og voldlige computerspil mm.
Alt sammen ting som virker ganske uskyldige, men let kunne bruges som eksempler på indflydelser skabt til at få unge mennesker til at “åbne op for ondskaben” og invitere mørke kræfter i deres liv.
Har man dog hovedet skruet nogenlunde på, burde man sagtens kunne gennemskue at denne panik ikke var særlig logisk, men derimod var skabt for at udnytte folks uvidenhed, og derved skabe frygt for en “usynlig ondskab” der søgte at påvirke ungdommen. Uanset lykkedes det alligevel datidens frygt-skabere at få det til at se ud som om at helt uskyldige ting, i virkeligheden var en glidebane der førte til kirke-afbrændinger, gravskænderi og måske endda menneskeofringer.
Ah ja – skrækkampagner af denne slags, har altid fået mig til at smile.
Det føles som en evighed siden alt dette skete, og samtidigt føles det næsten som om det var i går. Jeg både savner det, og glædes over at den tid er slut. I dag må vi erkende, at “ånden i glasset” bare ikke rigtigt kan skabe den samme panik blandt folk, som det kunne tilbage i 80’erne.
Men så et par dage efter denne snak med min medheks, sad jeg så i sofaen og flippede igennem min Facebook-feed med en kaffe i hånden; – OG dér var den så igen: “Ånden i glasset”.
Det var ikke just som forside-materiale på ekstrabladet denne gange, men nærmere en form for kristen propaganda. En taktik som jeg genkendte kun alt for godt, som et ekko fra en nyeligt svunden tid!
Opslaget fik dog minderne frem, og sammen med den nylige samtale jeg netop havde haft på området, blev jeg inspireret til at skrive denne artikel om fænomenet “Ånden i glasset” – da det alligevel lader til at være et emne som mange stadig har en hel del meninger og følelser omkring.
De fleste kender nok historierne
Vi kender nok alle en skræmmende eller opsigtsvækkende fortælling om folk der har leget med “ånden i glasset”, og kommet slemt til skade. Det var specielt noget vi hørte meget til herhjemme i 80’erne, hvor der fra tid til anden var en del opmærksomhed på fænomenet. Historier om hvor grueligt galt det kunne gå når man legede med det åndelige for sjov, var blevet pustet ind i folk folks fantasi allerede et årti forinden i 70’erne. Skønlitteraturen havde nemlig opdaget at denne “skødesløse kommunikation med det åndelige” var en perfekt katalysator for historier om hjemsøgelser, forbandelser og besættelser.
Skræmmehistorierne herhjemme var de samme dengang som de er i dag. Vi kender nok alle nogen, eller har selv oplevet skræmmende og tilsyneladende uforklarlige hændelser efter at have været med til “at køre glasset”. Historierne der blev gengivet i den danske presse var da bestemt heller ikke i den kedelige ende. Historier om trusler, onde varslinger og forbandelser fra det hinsides, var noget som mange der havde leget med glasset kunne nikke genkendende til når pressen spurgte dem. ydermere var der historier om glas der er kørt over kanten på bordet og slået itu, og havde sluppet noget “ondt” fri fra glasset, endog historier hvor glasset af egen kraft har løftet sig og kastet sig igennem luften. Skræk og rædsel fulgte dem der havde “spillede med”, og det var ofte unge mennesker der “ikke viste hvad de havde med at gøre” – Ifølge flere præster var unge mennesker netop Djævlens mål, fordi de var uskyldige og lettere at lede i uføre. Aviserne kunne hurtigt supplere med historier om forældre der ikke aner deres levende råd, og unge mennesker der frygtede for deres egen sikkerhed efter at have deltaget i legen.
Graver man ned i 1980’ernes agurketid, vil man finde adskillige kronikker og artikler der fortælle skrækindjagende historier om hvordan ungdommen fifler med Satan selv, når de hovedløst kaster sig ud i denne okkulte praksis. Der er endda artikler der påpeger selvmord blandt unge, og påpegede at dette var forårsaget af den åndelige kontakt de unge opnåede ved at lege med “ånden i glasset” (Ekstrabladet d. 2. april 1987).
Frygt er spænende, og det sælger ikke kun romaner; men også aviser.
Men hvad bunder hele denne praksis i, og hvor kommer “ånden i glasset” fra?
Spiritismen
Siden slutningen af 1800’tallet begyndte spiritismen at være voksende fænomen her i Danmark. Kendte danske spiritister som Severin Lauritzen, Thit Jensen og Einer Nielsen (for at nævne et par få), var med til at eksponere spiritismen for befolkningen igennem starten af 1900 tallet. Med hjælp fra åndetavler, dansende og bankende borde, samt en masse stearinlys, røg, spejle og gaze (*host* jeg mener selvfølgelig ektoplasma), forsøgte de at bevisføre den åndelige verden og få folkets øjne op for en anden virkelighed med mere imellem himmel og jord. Desværre var ivrigheden for at bevisføre den åndelige verden ofte mere end mange mediumer kunne mestre, og flere blev i denne periode også taget i at bruge fup og fiduser i deres arbejde med ånderne.
Det ændrede dog ikke på at den spirituelle vej var blevet banet, og spiritismen var kommet for at blive.
For mange har det store ønske om at komme igennem til det hinsides, for at tale med de afdøde, været et brændende ønske. Det var det i starten af 1900 såvel som det er i dag. Til trods for de mange mange afsløringer af danske spiritisters praksis, var troen på det åndelige sået blandt folket. Troen på at der er noget hinsides denne verden, som vi kan kommunikere med, og søge svar hos, er jo på alle måder noget mennesket har dyrket og søgt siden tidernes morgen.
Dengang såvel som i dag, var det ofte en bekostelig affære at hyre et spiritistisk medium til at etable kommunikation med åndeverdenen. Som følge deraf, er det åbenlyst at “gør det selv” mentaliteten ville få fodfæste i folketroen. Metoder og teknikker for dette, blev dog ofte mødt med modstand fra både præster og etablerede spiritister. Grunden til denne modstand rettet imod almindelige folk som søger kontakt hinsides hjemme fra dagligstuen, er dog den samme. Så når du hører begrundelser som “Det er farligt at lege med hvis du ikke ved hvad du laver”, “Du kommer i kontakt med ting du ikke selv kan styre” og “Satan selv vil forsøge at lokke dig og tage din sjæl”, er det vært at tænke over hvilke alternative grunde der kan ligge bag disse argumenter.
Bemærk at selvom der ofte er en kamp imellem bestemte religiøse bevægelser og spiritismen, så er der stadig én ting de begge er enige om at stå imod:
At folk gør det selv!
Hvorfor er det så farligt at forsøge at kommunikere med ånder?
Det er svært at finde en religiøs bevægelse der imødekommer at man selv kommunikerer med ånder i hjemmet, og leger med “ånden i glasset”. (Bevares der findes da et par)
For det meste er præster og andre overhoveder af religiøse bevægelser, ikke meget for at den almindelige mand kaster sig ud i åndelig kommunikation. Det har altid været sådan, og det er der intet nyt i. Ser vi tilbage i historien, straffede kirken endda folk der forsøgte at kommunikere med de afdøde, med både tortur og henrettelse. Begrundelsen var og ér som sagt, at disse folk lukker “det onde” ind, og at de hengiver sig til med både dæmoner og den onde selv.
At det har noget at gøre med den magt der forsvinder fra kirken og gud, når folk søger en anden spirituel retning, er ikke et argument der bruges åbent – for det ville ikke se så godt ud. Men de ér den stærkeste grund til at man fra mange religiøse retninger forsøger at skræmme folket væk fra selv at søge svar på det åndelige. Det forklarer den kirkelige og kristelige modstand til spiritismen i hjemmet.
Men hvorfor er der prominente folk i den spiritistiske bevægelse der ligeledes advare folk imod at søge det åndelige selv?
Der er et hav af argumenter, og igen er det ofte ord som “det kan være farligt når folk ikke ved hvad de har med at gøre”. Men nu har jeg selv været en del af det miljø engang for mange år siden, og jeg tør godt sige det lige ud: argumenterne imod denne praksis fra mange medium’er, er ene og alene fordi du tager brødet ud af munden på dem. Og tro mig, nogle af dem er vandt til at spise noget MEGET dyrt brød! — men den begrundelse får du ikke mange til at indrømme.
Resultatet er dog blevet, at den hjemmelige spiritisme med Ouija-bords, “Ånden I glasset” og adskillige andre metoder, slår på klingen af et meget besynderligt tveægget-sværd, som er dannet af den religiøse opposition og den etablerede spiritistiske bevægelse.
Begge æg på dette svært, bruger samme taktik til at bekæmpe den hjemmelige praksis: Frygt og Rædsel i form af skræmmekampagner.
Som et ekstra lille trick, forsøger begge sider af dette tveæggede sværd, samtidigt at hverve folk hvor skrækkampagnen har virket.
Det er ret enkelt, og på sin vis enormt genialt: For netop “ånden i glasset” og andre af denne slags metoder, er dybt forbundet med hvordan ens underbevidste forventninger og formodninger ser ud. Ved at så frygt i de folk der søger kun søger at “køre med glasset” for spændingen og for nysgerrighedens skyld, kan man meget let få folk til at blive bange for selv det mindste.
Herefter er det blot at stå med åbne arme. For den ene side med lovningen om at troen på gud kan gøre alt godt igen, og på den anden side at en weekend workshop til 5.000 kr kan hjælpe dig til at forstå det du arbejder med.
Bundlinjen
Personligt har jeg en baggrund i det spiritistiske miljø, og har et hav af erfaringer derfra. De fleste erfaringer er dog ikke om spøgelser og genfærd, men om mennesker. Specielt om hvordan nogle mennesker misbruger deres medmenneskers vilje til at tro.
Helt enkelt kan jeg kun sige: Der intet er i vejen for at man leger med det åndelige selv.
Jeg vil i en anden artikel sat mig ned sammen med Siddersken, og set på hvordan man praktisk spiller ånden i glasset – du kan læse den her: “Sådan spiller du ånden i glasset”
Vi har også planer om en længere artikel folk med en reel indsigt i magi og trolddom, hvor vi ser på flere grunde til at man kan forholde sig afslappet forhold til netop Ouija og “ånden i glasset”. Vi vil også se på hvordan underbevidstheden igennem manipulation af dens forventning og den ideomotoriske effekt, kan producere resultater man i den grad kan kalde magiske (men ikke farlige), og hvordan dette kan være drevet af både dét som nogle vil kalde “åndelige eksistenser” såvel som andre mennesker.
Men helt kort og godt, så er der ingen grund til at frygte at kontakte Ånder, Engle, Dæmoner, Nisser eller sågar Rumvæsner ved at “køre med glasset”. Hvis du er et rationelt og rask menneske, der ikke har alvorlige problemer med dit mentale helbred, er det på ingen måde noget der kan skade dig! Tværtimod mener jeg at det kan lære dig en hel del om dig selv og de der deltager sammen med dig, selvom resultaterne kan variere meget.
Jeg vil faktisk gå så langt som at anbefale at man på et eller andet tidspunkt i sit virke som heks, bør prøve denne form for kommunikationsredskab
Det er kun din egen frygt, og den frygt andre har sået i dig, som kan skade dig!
Lad ikke andre styre din frygt. Lad ikke andre true dig med guder eller dæmoner.
Lær at kontrollere din egen frygt, så du kan grine af dem der frygter i stedet!
Artikel skrevet af Ræveðis & redigeret af Siddersken